Limfjordsmuseernes Samvirke

Samvirkets museer

De 6 statsanerkendte museer, der udgør samvirket, arbejder alle med og for Limfjordsegnens særlige kystkultur fra oldtid til nutid.

Struer Museum

Struer Museum belyser væsentlige træk ved den kulturhistoriske udvikling inden for det geografiske område, der udgøres af Ny Struer Kommune (tidligere Struer og Thyholm kommune). I et lidt større regionalt perspektiv arbejder museet med disse emner:

Søfart og fiskeri
- bl.a. en omfattende samling model- og flaskeskibe, marinemalerier m.m.
 
Jernbanens historie
- træk af Struers historie som jernbaneknudepunkt.

Forfattermiljøet omkring Limfjorden 1907 - 1940

Bang & Olufsen
- historie, lyd og billedmediernes kulturhistorie.

Det topografiske maleri
- som adskillige kunstnere har udfoldet i dette århundrede i den vestlige del af Limfjorden, specielt ved Toftum Bjerge og på Venø.

Museet har en betydelig samling af landskabsbeskrivende malerier med værker af bl.a. Jens Søndergaard, Knud Eel, Knud Agger, Johan Sejg og Michael Sørensen.

Besøg museets hjemmeside på www.struermuseum.dk

 

Lemvig Museum

Lemvig Museum er et spejl af en spændende egn i det nordvestligste hjørne af det gamle Ringkøbing Amt. En købstad, kendt fra tegneserien "Livets gang i Lidenlund". Et bondeland med kontrasten mellem grønne bakker med god græsning for kreaturer og flad mager sandjord, der for 100 år siden var hede. Fjord og hav med fiskeri, dramatiske strandinger og redningsvæsen. Et rigt kunstnerliv med digteren Thøger Larsen, billedhuggeren Torvald Westergaard og malerne Niels Bjerre, Kristen Bjerre og Jens Søndergaard. Med dem skal man ud i landskabet – ad Planetstien ud langs Limfjorden, ad Skulpturstien forbi Lemvigs flotteste udsigt eller ud til Bovbjerg til Jens Søndergaards Museum.

Jens Søndergaard, Havbilled

Besøg museets hjemmeside på www.lemvigmuseum.dk

 

Morslands Historiske Museum

Duholm Kloster - Detalje fra gavlen

Morslands Historiske Museum blev dannet i 1901 og har sit hovedkvarter i Nykøbing Mors på Dueholm Kloster. Klosteret blev grundlagt at Johanniterordenen i 1369. Det var været udstillingssted for museet siden 1909. Det er Morsingboernes nationalmuseum og har blandt andet en smuk billedsamling, en stor arkæologisk udstilling, fajance fra 1770´ernes Morsø Fabrik, søfartens historie, legetøjssamling og arkiv. Der er skiftende særudstillinger året rundt.

Der er desuden fire specialmuseer:

Moler Museet som fortæller om det 60 meter tykke lag af moler og vulkansk aske. Denne geologi er helt enestående og findes kun i den vestlige del af Limfjorden. Her vises også en lang række danekræ; krystaller og fossiler fundet i moleret.

Fossil skildpaddeunge 'Luffe'

Skarregaard er en af Limfjordens gamle studegårde. Det nuværende stuehus er fra 1840 og længerne lidt nyere. Gården ligger tæt ved det store voldsted Skarreborg i et område der er præget af fortidsminder og en pragtfuldt natur. Skarrregaard drives som museum og moderne økologisk landbrug.

Pige med dejfad, Skarregaard

Dansk Støberimuseum viser kakkelovne, komfurer og andet støbegods specielt fra N.A. Christensens Jernstøberi, der blev grundlagt i 1853, men også gamle norske ovnsider med et væld af motiver. Museets samling er den mest komplette af sin art i Danmark. Samlingen vises i de sidste bevarede bygninger fra det gamle støberi jernstøberi, der nok er bedst kendt som slet og ret ”Morsø”.

Smedemuseet i Ørding i Chr. Hansens Smede- og Maskinværksted er et originalt værksted fra 1930´erne. Essen og maskinerne virker den dag i dag. Dette museum er kun sæsonåbent; til gengæld er det så en levendegørelse med arbejdende smede, hvor de besøgende selv kan få lov mærke hammerens tyngde i hånden og få gnisterne til at springe.

Smedemuseet

På alle museerne er der såvel faste som skiftede udstillinger, forskellige arrangementer, foredrag og rundvisninger.

Besøg museets hjemmeside på www.dueholmkloster.dk


Limfjordsmuseet

Limfjordsmuseet beskæftiger sig med Limfjordens maritime kulturhistorie. Fiskeri og søfart er helt centrale emner, men også færgefart, bådebygning og krejlervæsen arbejder museet med.
Dertil kommer hele den rekreative udnyttelse af fjorden som fx lystsejlads og strandjagt.

Museets udstillinger, arkiv og administration har til huse i den gamle Kanalfogedbolig ved Frederik VII's Kanal. Men museet omfatter også et Historisk Bådebyggeri med åbent værksted, udstilling af historiske fartøjer i kanalen samt den gamle drejebro fra 1861 over kanalen.

Besøg museets hjemmeside på www.limfjordsmuseet.dk

MUSE®UM



MUSE®UM er en statsanerkendt og selvejende institution med besøgsstederne Fur Fossiler, Glyngøre Kulturstation, Krydsfelt Skive og Spøttrup Middelalderborg, samt Skive Kommunes fem lokalhistoriske arkiver.
Museets virksomhed omfatter kultur-, natur- og kunsthistorie.

Besøg museets hjemmeside på www.muserum.org